Mange dyreejere fravælger det billigste dyrefoder, fordi de ønsker at sikre sig, at deres dyr trives, men kan det nu virkelig betale sig?
880.000 familier i Danmark holder kæledyr og af disse er der 820.000 der har en hund eller kat. Afhængigt at hundens størrelse eller antallet af kæledyr kan omkostningerne til disse let blive en stor del af budgettet.
Dog viser en ny undersøgelse fra Tænk, at der kan være store besparelser at hente ved at overveje, hvilket dyrefoder du vælger.
Tænk har i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse lavet en laboratorieanalyse af 21 forskellige mærker af tørfoder til hunde og 15 typer tørkost til katte. Undersøgelsen viser at indholdet i de mange forskellige typer foder er stort set ens.
Samme standarder for billigt og dyrt foder
Alt katte- og hundefoder i Danmark følger de samme internationale standarder for, hvordan ernæringssammensætningen i foderet skal være. Disse standarder er basseret på mange års forskning i næringsbehovene hos henholdsvis hunde og katte og sikrer dermed, at de kan få den nødvendige mængde af fedt, proteiner, vitaminer og mineraler.
Fødevarestyrelsen stikprøvekontrollerer alt hunde- og kattefoder i Danmark og sikrer dermed, at fodertyperne ikke indeholder skadelige stoffer.
Spar 3500 kroner årligt på hundemad
En labrador kan nemt spise for 4000 til 5000 kroner tørfoder, så der kan være store besparelser at hente, hvis man skifter til et billigere mærke.
En gennemgang af mærkerne af hundefoder på markedet viste at de dyre mærker kostede tre til fem gange så meget som de billige. Frolich fra Netto har for eksempel en kilopris på 31,30 kroner mens Rufus-tørfoder fra Netto kun koster 6,60 kroner per kg.
På årsbasis vil dette være en prisforskel på 3500 kroner, hvis du skifter Frolich ud med Rufus.
Spar 2400 kroner årligt på kattemad
Ligesom der er mange penge at spare på hundefoder, kan du også skære i budgettet med hensyn til kattemad.
Kattemaden fra dyrelægen eller dyrehandleren kan nemt komme til at overskride en pris på 100 kroner pr. kilo, mens foderet fra discountkæder ofte kan fås for under 10 kroner pr. kilo kattemad.
Dette vil på årsbasis betyde, at det er 2.400 kroner dyrere at fodre din kat med Royal Canin fra en dyrehandler i stedet for Shnucki kattemad fra Aldi
Lotte Brink, der er dyrelæge og projektleder i Dyrenes Beskyttelse udtaler: ”En helt almindelig sund og rask kat kan sagtens få dækket sit ernæringsbehov af det billige foder fra supermarkedet. Så de enorme prisforskelle på kattemad er slet ikke berettiget”.
Det kan dog være nødvendigt at investere i specialfoder, når det gælder killinger, gamle katte eller katte med andre specielle behov.
Producenter forsvarer dyrt foder
Spørger man Kim Devald fra Pedigre, som er en af de dyrere mærker på markedet, mener han ikke at foderets pris er ligegyldig: ”Det er nemt bare at kigge på ingredienslisten og konkludere, at produkterne er ens. Men der er en kvalitetsforskel, og det er helt klart en udfordring for os, at man som forbruger skal prøve vores produkt for at mærke forskellen.”
Kim Devald påpeger at kvalitetsforskellen betyder at dyrene skal spise mere af det billige foder for at optage samme næring, som de ville få fra det dyre foder – foderet kommer så at sige hurtigt ind og hurtigt ud igen.
Lektor Jan Elnif fra Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet er delvist enig. Det er korrekt at billigere foder ofte betyder mere afføring, men dette skyldes, at der ofte er et højere fiberindhold i det billige foder. Disse fibre bliver ikke nedbrudt og kommer derfor ud af den anden ende, men dette betyder ikke, at hunden ikke optager den næring, som den skal have, og det øgede fiberindhold er ikke skadeligt for dyrene på nogen måde.
Der er mange penge at spare på at køre syd for grænsen. Der er der kun 7% moms på fødevarer i stedet for 25% i Danmark. Så man sparer mindst 18% eller en hundrede-krone på en stor sæk.